Confiterede andelår – Confit de Canard


Confiterede andelår er virkelig noget af det lækreste.
Smørmørt andekød fyldt med god smag og et knasende, sprødt skind. Det er så godt og meget anvendeligt til både at servere som det er i december, og til julemiddagen, julede salater, en sandwich med and og andet godt.
De lækre andelår kan det forberedes i god tid, hvilket også er et hit og dejligt nemt hvis man gerne vil have andekød og flæskesteg på julemenuen, men måske ikke vil stege en hel andesteg.
Prøv også: opskrift på langtidsstegt and >>
Arbejdstid 30 min.
Antal 4 stk.
Kan fryses Ja

Som medlem af VALDEMARSRO Premium får du adgang til en masse ekstra fordele, blandt andet kan du få billede med, når du printer opskrifter og undgå forstyrrende reklamer. Læs mere på Valdemarsro om alle fordelene.
Confiterede andelår - Confit de Canard
- 4 andelår
- 1 kg andefedt
- 1 spsk frisk salvie, finthakket
- 1 spsk frisk rosmarin, finthakkede
- 1 spsk frisk timian
- 1 øko citron, fintrevet skal herfra
- 3 fed hvidløg
- 1 spsk sukker
- 1 spsk flagesalt
- 1 spsk peberkorn, groft knust
Føj til indkøbsseddel
Føj til favoritter

Krydring, dagen før
Kom salt, peber, salvie, rosmarin, citronskal, hvidløg, sukker og timian i en morter og knus det til en velduftende krydderblanding.
Gnid andelårene med krydderblandingen og stil dem på køl natten over i en skål med låg.
Dagen efter
Tør krydderierne af andelårene. Smelt andefedt i en gryde ved lav varme og kom andelårene i gryden, så de bliver dækket godt af fedt. Sæt låg på og lad andelårene simre ved svag varme i 3-4 timer. De må endelig ikke koge, men skal blot lige simre. På den måde bliver kødet på andelårene nemlig mørt som smør og ikke friteret sprødt.
Tjek andelårene efter et par timer. Når kødet er helt mørt, er andelårene færdige. Ellers giv dem lidt længere tid.
Tag andelårene op af gryden, når kødet er perfekt mørt som smør.
Til opbevaring for senere servering
Kom andelår i en rengjort skål, der er skoldet med kogende vand og tørret godt af.
Si andefedtet for grums. Hæld det rene hvide andefedt over de færdige andelår i skålen, så de bliver helt dækket af fedt.
Ved servering
Steg de confiterede andelår sprøde på en pande i fedtet fra anden eller kom dem på en bradepande med bagepapir. Drys skindet med lidt flagesalt og bag dem i en forvarmet ovn ved 225 grader varmluft i cirka 10-15 minutter til skindet er sprødt.
Har du spørgsmål til opskriften eller lyst til at sende en sød hilsen, så kan du skrive til mig i kommentarfeltet herunder.
Du kan måske finde svaret på dit spørgsmål i kommentarfeltet, hvis det allerede er stillet og besvaret - eller du kan kigge på denne side, hvor jeg giver svar på mange 'ofte stillede spørgsmål' til min opskrifter.
Tak for mange dejlige opskrifter…
Fik en dåse “confit de canard” som gave, hvad gør jeg med den, har aldrig prøvet retten tidligere?
Mange tak på forhånd for hjælp…
JSL
Hej Jette
Tak for din søde hilsen.
Confit de Canard fra dåse tilberedes oftest bedst på panden. Læg dem med skindsiden ned på en kold pande og tænd ved lav/middelvarme. Skrue efter 20-30 minutter op til middelvarme og steg videre i 15 minutters tid til skindet er sprødt. Vend og giv den et par minutter på den anden side.
God fornøjelse
Kh Ann-Christine
kan man spise de confiterede andelår med det samme, eller skal de på køl?
Ja, det kan man sagtens. Skal skindet være sprødt, så skal de blot steges på panden først.
Kh Ann-Christine
Hej Ann- Christine
Har stor glæde af dine skønne opskrifter fra dine bøger så stor tak for det. Vil gerne høre din mening om tilbehør til din opskrift på Confit de Canard. Skal have en lille sammenkomst før jul, så vil lave let tilbehør som en salat med fennikel, appelsiner, granatæble, dadler, radicchio, hjertesalat og ristede hasselnødder, kartofler ( skåret i firkant ), ristede
( måske i lidt andefedt ), tænker også måske en lille tranebærkompot til.
Vil det være upassende med en sauce a la orange?
På forhånd tusind tak og rigtig god jul.
Med venlig hilsen
Susanne
Hej Susanne
Mange tusind tak for din søde hilsen, det er jeg glad for!
Hvor lyder som en lækker middag du planlægger. Jeg synes sauce a ala orange vil passe mægtigt godt til. Den sødme og friskhed fra appelsinen vil balancere den fede and så fint og med den gode salat og kartofler til. Perfekt! :)
God fornøjelse og rigtig glædelig jul
Kh Ann-Christine
Hej Ann- Christine
Tusind tak for at du gav dig tid til at svare mig. Jeg tror desserten bliver din chokoladekage med lidt frugt eller is.
Julehilsener fra Susanne :)