Browniemuffins


Smovsede og chokoladelækre browniemuffins med chokoladeganache.
Perfekt til desserter og kan nydes som de er eller serveres med en god kugle is, med hindbærmousse eller som en del af et lille lækkert dessertudvalg.
Browniemuffins er saftige og har en god dyb chokoladesmag, og så kan de fint laves i god tid inden servering. I denne opskrift tilføjer jeg aromatisk appelsinskab og flagesalt, for det gør noget virkelig godt for smagen.
Prøv også: min opskrift på banankage >>
Arbejdstid 30 min.
Antal 12 stk.
Kan fryses Ja

Som medlem af VALDEMARSRO Premium får du adgang til en masse ekstra fordele, blandt andet kan du få billede med, når du printer opskrifter og undgå forstyrrende reklamer. Læs mere på Valdemarsro om alle fordelene.
Browniemuffins med chokoladeganache
- 200 g smør
- 200 g mørk chokolade, grofthakket
- 4 æg
- 225 g sukker
- 1 tsk vaniljesukker
- 110 g hvedemel
- 1 øko appelsin, fintrevet skal herfra
- 0,50 tsk flagesalt
- Chokoladeganache
- 2 dl piskefløde
- 200 g mørk chokolade, finthakket
Føj til indkøbsseddel
Føj til favoritter

Browniemuffins
Smelt smør i en gryde ved lav varme. Tag gryden af varmen og rør to tredjedele af chokoladen i det smeltede smør til det er helt ensartet.
Pisk æg, sukker og vaniljesukker til det er lyst og luftigt. Rør chokoladesmørblandingen i. Bland hvedemel, appelsinskal og salt sammen, sigt det i dejen og rør godt rundt. Tilsæt derefter den sidste tredjedel grofthakket chokolade. Vend dejen godt sammen.
Hæld dejen i en fast slip-let form til muffins, smurt med smør og bag brownien i en forvarmet ovn ved 170 grader varmluft i cirka 15 minutter minutter. Bagetiden kan variere fra ovn til ovn, men browniemuffins skal føles ubagt i midten, når de tages ud. Sæt formen i køleskabet og lad dem køle af til næste dag før de tages ud af formen.
Chokoladeganache
Varm fløde op til lige knap kogepunktet og tag gryden af varmen. Rør den mørke chokolade i til cremen er helt ensartet. Hvis nødvendigt, så blend kort med en stavblender. Kom en skål, læg film over og sæt på køl i minimum 4 timer eller til næste dag.
Servering
Tag chokoladeganache ud af køleskabet en times tid før den skal bruges. Kom ganache i en skål og pisk med håndmikser, til den er cremet og luftig. Kom i en sprøjtepose med stjernetyl og sprøjt en flot ganachetop på hver browniemuffins.
Har du spørgsmål til opskriften eller lyst til at sende en sød hilsen, så kan du skrive til mig i kommentarfeltet herunder.
Du kan måske finde svaret på dit spørgsmål i kommentarfeltet, hvis det allerede er stillet og besvaret - eller du kan kigge på denne side, hvor jeg giver svar på mange 'ofte stillede spørgsmål' til min opskrifter.
I opskriften står der mørk chokolade, hvilken procent bruger du?
Jeg bruger en mørk chokolade på 54 %, men alt mellem 55 og 70 % er lækkert til kagerne
God fornøjelse
Kh Ann-Christine
Hej AC.
Fejlen med piskefløden er endnu ikke rettet. Jeg fandt svaret i kommentarsporet.
Vh. Jeanett
Der står 2 dl piskefløde i opskriften til ganachen, men i beskrivelsen nævner du kun 1 dl. Hvad skal den sidste dl?
Det er rettet straks efter udgivelsen, det er al fløden der skal i ganachen med det samme :)
God fornøjelse
Kh Ann-Christine