Boller med hørfrø


Koldhævede boller med hørfrø og fuldkorn. De er nemme, lækre, og har simpelthen sådan en god krumme og saftighed.
Bollerne får lov at koldhæve natten over og det gør altså noget godt for sådan en portion. Giver ekstra god smag og dejen får også lov at udvikle sig, så de lækreste boller bliver resultatet.
Man skal ikke have hænderne i dejen, da den røres sammen på maskine – eller med håndkraft, se tip – og dagen efter skal dejen blot skæres ud og bages.
Prøv også: koldhævede gulerodsboller >>
Arbejdstid 30 min.
Antal 12 stk.
Kan fryses Ja

Som medlem af VALDEMARSRO Premium får du adgang til en masse ekstra fordele, blandt andet kan du få billede med, når du printer opskrifter og undgå forstyrrende reklamer. Læs mere på Valdemarsro om alle fordelene.
Boller med hørfrø
- 10 g gær
- 5 dl stuetempereret vand
- 1 spsk honning, eller sukker
- 1 tsk salt
- 70 g hørfrø
- 180 g fuldkornshvedemel
- 400 g hvedemel
- 1 tsk olivenolie, til skålen
- Til pensling og drys
- 1 æg, sammenpisket
- 1 tsk flagesalt
- 10 g hørfrø
Føj til indkøbsseddel
Føj til favoritter

Rør gæren ud i en skål med vand. Tilsæt honning, salt, hørfrø, fuldkornsmel og hvedemel.
Rør dejen på røremaskine i 10 minutter ved lav-middelhastighed til dejen er blød, smidig, blank og ensartet.
Kom dejen i en ren skål smurt med lidt olie. Lad dejen hæve på køkkenbordet i 30 minutter og sæt derefter skålen i køleskabet natten over, eller i minimum 12 timer.
Hæld dejen ud på et meldrysset bord og brug en bagespartel til at skære dejen ud til boller. Sæt dem på en bageplade med bagepapir, pensl med sammenpisket æg og drys med flagesalt og hørfrø. Bag bollerne ved 200 grader i 15 minutter. Skrue derefter ovnen op til 230 grader og bag i yderligere 5-7 minutter, til skorpen er smukt gylden og sprød.
Har du spørgsmål til opskriften eller lyst til at sende en sød hilsen, så kan du skrive til mig i kommentarfeltet herunder.
Du kan måske finde svaret på dit spørgsmål i kommentarfeltet, hvis det allerede er stillet og besvaret - eller du kan kigge på denne side, hvor jeg giver svar på mange 'ofte stillede spørgsmål' til min opskrifter.
De smager simpelt hen så fantastisk – en af mine favoritter 👌🏼
Hej Dorte
Mange tusind tak for din søde hilsen, det er jeg rigtig glad for du synes :)
Kh Ann-Christine
Hvilken slags fuldkornshvedemel er der take om ? Der finde jo mange forskellige grovheder af fuldkornshvedemel.
Hej Mette
Der er frit valg :) jeg har lavet dem med både ølandsfuldkorn, alm fuldkornshvedemel og grahamsmel.
God fornøjelse
Kh Ann-Christine
Jeg valgte metoden uden langtidshævning (20 g gær og 50 g ekstra hvedemel). Dejen blev totalt flydende og kunne ikke formes. Jeg brugte 2 skeer til at fylde dejen i muffinforme. Efter efterhævningen på 2 timer flød dejen ud over det hele. Hvad kan årsagen være?