Boeuf Bourguignon


Lørdag kunne vi det meste af dagen nyde duften af den helt klassiske franske ret, Boeuf Bourguignon, som simrede i en støbejernsgryde i ovnen.
Jeg elsker simreretter!
Det er perfekt til weekender, hvor man lige ved frokost tid kan klargøre det meste og ellers hygge, læse, lave projekter og lege resten af dagen, mens retten passer sig selv. Boeuf Bourguignon er virkelig, som mange andre simreretter, en super simpel ret uden en masse dikkedarer, men også en ret, hvor graden af vellykkethed afhænger af de enkelte gode råvarer.
Prøv også: min bedste opskrift på Bøf Stroganoff >>
Arbejdstid 45 min.
Antal 8 pers.
Kan fryses Ja

Som medlem af VALDEMARSRO Premium får du adgang til en masse ekstra fordele, blandt andet kan du få billede med, når du printer opskrifter og undgå forstyrrende reklamer. Læs mere på Valdemarsro om alle fordelene.
Boeuf Bourguignon
- 1,80 kg oksekød, fx oksetykkam
- 2 spsk hvedemel
- 150 g bacon, i skiver
- 2 løg, finthakkede
- 3 gulerødder, skåret i tern
- 0,75 liter rødvin, gerne Pinot Noir
- 1 spsk tørret timian
- 6 laurbærblade
- 2 dl oksebouillon
- 400 g champignon, skåret i halve
- 200 g perleløg
- 1 spsk sukker
- Kartoffelmos
- 2 kg kartofler
- 150 g smør
- 3 dl mælk
- 1 knivspids muskatnød
- salt
- sort peber, friskkværnet
- 1 spsk smør, til stegning
- salt
- sort peber, friskkværnet
Føj til indkøbsseddel
Føj til favoritter

Skær kødet i tern a ca. 3 × 3 cm. Dup kødet med køkkenrulle og vend stykkerne i mel.
Steg baconskiverne i smør, til de er næsten sprøde. Lad baconen dryppe af på et stykke køkkenrulle og skær det i tern.
Brun kødet lidt ad gangen i gryden og læg det efterhånden til side på en tallerken. Kom eventuelt lidt mere smør i gryden med baconfedtet og sauter løg og gulerødder heri, til løgene er bløde.
Kom kød og bacontern tilbage i gryden sammen med rødvin, timian, laurbærblade og oksebouillon.
Sæt låg på gryden og stil den i ovnen ved 125 grader i 3-4 timer.
Når der er en times tid, til retten er klar, lynsteges champignoner ved høj varme i smør. På en anden pande smeltes sukker ved lav varme, kom derefter smør på panden lad det bruse af og karamelliser perleløgene i sukkerlagen.
Smag retten til med salt og peber lige inden servering og rør champignoner og perleløg i gryden.
Server retten med finthakket persille.
Kartoffelmos
Kog kartoflerne i usaltet vand, til de er møre. Lun mælken i en kasserolle til den er ca. 50 grader varm.
Mos de varme nykogte kartofler let med smør og pisk derefter kartoffelmosen med en håndmikser, tilsæt imens den varme mælk lidt efter lidt, til konsistensen af kartoffelmosen er cremet, luftig og fløjlsblød.
Smag til med salt og peber, samt friskrevet muskatnød.
Har du spørgsmål til opskriften eller lyst til at sende en sød hilsen, så kan du skrive til mig i kommentarfeltet herunder.
Du kan måske finde svaret på dit spørgsmål i kommentarfeltet, hvis det allerede er stillet og besvaret - eller du kan kigge på denne side, hvor jeg giver svar på mange 'ofte stillede spørgsmål' til min opskrifter.
Vil gerne prøve denne opskrift, men et lidt presset på tiden. Mit spørgsmål er derfor om den kan simre for længe? Hvis nu man giver den 6-7 timer i ovnen, ødelægger det så retten/kødet?
Hej Lasse
Jeg ville skrue lidt ned for temperaturen til 100 grader efter 2 timer, så går det fint. Tjek at den ikke koger tør og tilsæt evt mere væde.
Du kan også lave den næsten færdig dagen før – frem til at perleløgene skal karamelliseres – og blot sætte den i køleskabet, sæt den i ovnen igen, mens du laver perleløgene mv og færdiggør retten. Det giver måske lidt luft i timingen på dagen :)
God fornøjelse
Kh Ann-Christine
Hej
Tak for så mange gode opskrifter!
Hvis man nu ikke har en støbejernsgryde, der kan gå i ovnen, er der så andet man kan gøre?
Bedste hilsner 😊
Hej Anne-Kristina
Mange tak for din søde hilsen :)
Den kan simre på komfuret i stedet, eller man kan lave den færdig i en stegeso.
God fornøjelse
Kh Ann-Christine
Vi bruger okseklump og det smager glimrende, og vi erstatter champignon med portobello, da ikke alle om bordet tåler champignon. Flere bryder sig ikke om perleløg, så vi kommer bare lidt flere løg i og så en skefuld honning.
Kartoffelmosen piftes op med knoldselleri og halvdelen af smørret erstattes med olivenolie, så bliver det ikke bedre😋
Hej Anders
mange tak for din fine hilsen og tilbagemelding på opskriften, det er jeg glad for at høre!
Kh Ann-Christine