Valdemarsro https://www.valdemarsro.dk/aeltefrit-broed-i-form/ Brød Brød og Boller

Æltefrit brød i form

Her får du en lækker opskrift på æltefrit brød, som er virkelig nemt at lave og som smager virkelig dejligt. Saftig krumme, sprød skorpe og så kræver det hverken en røremaskine eller at du ælter dejen. Den skal blot røres sammen dagen før, og så ellers have rigtig god tid til at gøre sin magi i skålen, mens dejen hæver og bliver spækket med god smag. Dette brød bager jeg ofte til fx når vi skal have en god rejemad, som sandwichbrød, madbrød og til toasts.

Det tager 3-4 minutter fra man beslutter sig for at røre dejen sammen og til det er gjort, og der er ingen nævneværdig opvask. Så alt i alt, super hverdagsvenligt og med et dejligt resultat.

Æltefrit brød i form
Vil du gerne have billede på udskriften?

Som medlem af VALDEMARSRO Premium får du adgang til en masse ekstra fordele, blandt andet kan du få billede med, når du printer opskrifter og undgå forstyrrende reklamer. Læs mere på Valdemarsro om alle fordelene.

PT14HPT15M1
Ingredienser
  • 250 g vand, stuetempereret
  • 250 g kærnemælk
  • 5 g gær
  • 10 g sukker
  • 12 g salt
  • 70 g fuldkornshvedemel
  • 550 g hvedemel
  • til pensling og drys
  • 1 æggehvide, sammenpisket
  • 1 tsk flagesalt
  • 1 tsk tørret rosmarin
Udskriv
Føj til indkøbsseddel
Føj til favoritter
Hold min skærm tændt
Fremgangsmåde

Rør gæren ud i en skål med stuetempereret vand. Tilsæt kærnemælk, sukker, salt og fuldkornsmel, rør til det er ensartet. Rør hvedemelen i dejen, mel skal blot røres hurtigt i dejen, så der ikke er tørre melklumper.

Læg et rent klæde eller låg over og lad dejen hæve i 10-12 timer på køkkenbordet.

Tag dejen ud af skålen på et meldrysset bord og fold den med en bagespartel over hinanden et par gange.

Læg dejen i en smurt rugbrødsform (2 liter) og lad dejen hæve på køkkenbordet i yderligere cirka 2 timer. Pensl nænsomt med sammenpisket æggehvide (pas på ikke at punktere dejen) og drys med flagesalt og rosmarin.

Bag i en forvarmet ovn ved 200 grader varmluft i 20 minutter og skru derefter temperaturen op til 220 grader, og bag videre i cirka 25-30 minutter til brødet er gennembagt.

Vend brødet ud på en rist og lad det køle af.