Æbletrifli
Æbletrifli er en skøn efterårsdessert ♡
Trifli er i det hele taget en dejlig klassiker, som kan varieres med lige netop den frugt og bær, som man har og som der er sæson for i løbet af året. Her i efteråret er æbler blandt mine favoritter – og da vi har flere æblesorter i haven, så er det oplagt at lave noget lækkert med dem.
Jeg laver min æbletrifli med råcreme for det smager virkelig godt. Er du mere til en trifli ala den gode gammeldags æblekage, så kan du blot bruge flødeskum.
Prøv også: Opskrift på lækker æblecrumble >>
Arbejdstid 30 min.
Antal 4 pers.
Som medlem af VALDEMARSRO Premium får du adgang til en masse ekstra fordele, blandt andet kan du få billede med, når du printer opskrifter og undgå forstyrrende reklamer. Læs mere på Valdemarsro om alle fordelene.
Æbletrifli
- Æblemos
- 0,50 vaniljestang
- 50 g sukker
- 700 g æble, skrællede og skåret i tern
- 0,50 dl vand
- Knas med nødder
- 100 g finvalset havregryn
- 2 spsk ahornsirup
- 75 g nødder, blandende og grofthakkede
- Vaniljeråcreme
- 0,50 vaniljestang
- 40 g sukker
- 2 æggeblomme
- 1,50 dl piskefløde
Føj til indkøbsseddel
Føj til favoritter
Hold min skærm tændt
Æblemos
Flæk vaniljestangen, skrab kornene ud og fordel dem i sukkeret. Kom æbler, vanilje, sukker og vand i en gryde og kog det langsomt op.
Lad det simre ved svag varme i 15 minutter under låg. Lad det køle af og mos det eventuelt lidt med en gaffel eller et piskeris. Sæt æblemosen i køleskab og lad den køle af.
Knas
Kom havregryn og nødder på en pande og rist det ved middelvarme under omrøring til det begynder at dufte af nødder. Tilsæt ahornsirup og rør godt rundt til siruppen smelter og bobler lidt. Fordel på et stykke bagepapir og lad det køle af.
Vaniljecreme
Flæk vaniljestangen, skrab kornene ud og fordel dem i sukkeret. Pisk vanilje, æggeblomme og sukker til en luftig æggesnaps.
Pisk derefter piskefløden til en luftig skum og vend forsigtigt flødeskum i æggesnapsen uden at luften slåes ud.
Anretning
Anret lag på lag æblemos, vaniljecreme og knas i serveringsglas eller i en skål.
Hej AC!
Jeg har længe fulgt og brugt dine opskrifter til hverdag og fest.
Min dreng skal til eksamen i madlavning og trukket emnet Vegetar og ingredienser i sæson.
Han har valgt din opskrift på æble-trifli!
Så vi øver den sammen og spiser det hele hver gang.
Er der noget som kan gøres “nemmere” i denne opskrift som vi kan teste…?
fx “hakke nødder” der har vi testet at “banke nødder” for ellers har vi nødder ud i hele køkkenet X-D
Mange tak for din søde hilsen, det er jeg glad for at høre
og hvor er det skønt! Det er da en super ide at vælge denne opskrift til eksamen.
Har han adgang til en minihakker, så kan han hakke nødderne på den, og hvis han vil, så kan han prøve at undlade at skrælle æblerne, de kan også koges med skræl, hvis skrællen ikke er for grov i det. Så sparer han lidt tid der.
Rigtig god fornøjelse og held og lykke til eksamen :)
Kh Ann-Christine
Tak for inspirationen. Manglede lige nøjagtigt en nem, lækker opskrift til en middag på lørdag 👏🏼
Nødder med eller uden skal?
Tænker lidt ingefær kogt sammen med æblerne, kan give et lækkert, knapt så sødt, twist.
Dejligt :) mandler kan både være smuttede eller ikke smuttede og ingefær lyder dejligt til :)
Rigtig god fornøjelse.
Kh AC
Hej med dig:-)
Mit navn er Asta og jeg har aldrig lavet eller smagt æbletrifli.
Jeg ville bare spørge om æbletrifli skal serveres kold eller varm?
Hej Asta
Tak for din søde hilsen, æbletrifli skal gerne serveres kold.
Rigtig god fornøjelse
Kh Ann-Christine
Kan man putte lidt brombær sammen med æblerne
Ja, det vil være lækkert!
Rigtig god fornøjelse
Kh Ann-Christine
Hej. Hvad gør man med vandet æblerne koges i – Moses det med eller hældes det fra?
Hilsen Trine ☺️
Hej Trine,
Det skal gerne koge lidt ud i vandet, så det bliver til en grød, hvor det hele bruges. Jeg hælder det ikke fra.
Kh AC
Jeg sys det blev lidt sødt i sød, skulle jeg have valgt nogle mere syrlige æbler. Hvilke bruger du?
Eller en dejlig blog du har
Tak for din søde hilsen.
Jeg har brugt dem vi har i haven, men er desværre ikke helt sikker på sorten af det gamle æbletræ.
De er søde og syrlige. Du kan evt vende æblerne i en tsk citronsaft, for at tilføje lidt ekstra syre hvis du synes de bliver for søde til desserten
Kh AC
Hej Ann-Christine.
Vi er en famile der finder så mange gode opskrifter på din hjemmeside og min søn på 13, er så begejstrer at han kun vil finde opskrifter på Valdemarsro, han har f,eks lige lavet butterchicken, indisk salat og dine naanbrød, som var mega lækkert. Han vælger ofte at lave mad ved at søge på et “land” i søgefeltet, han og vi er vilde med mad med smag. Vi vil derfor høre om du vil lave endnu flere fine retter med mad fra f.eks Libanon, andre mellemøstlige lande mm. Vi er så klar til at komme igang med endnu flere af dine lækre retter.
Mvh Dorte (Victor)
Hej Dorte og Victor,
Hvor er det skønt at høre og hvor er du sej i et køkken, Victor! :)
Der er en del opskrifter fra det mellemøstlige køkken lige her – og jeg skal gerne finde på flere løbende :)
Rigtig god fornøjelse – og sig endelig til hvis der er nogle specifikke retter som I godt kunne tænke jer min opskrift på.
Kh AC
Hej,
Jeg tænkte på, hvor lang tid før servering kan cremen laves? :-)
Og super fed blog :-)
Den kan fint laves nogle timer i forvejen, men er bedst hvis den laves samme dag.
Tak for din søde hilsen ♡
Kh AC
Vist på tide jeg også skriver en kommentar. Din blog har længe været mit foretrukne site når jeg skal finde opskrifter. Jeg kan virkelig godt lide dine beskrivelser og den måde du gør det på. Tusind tak for det.
Det er jeg virkelig glad for at høre, Gitte – så dejligt med en sød hilsen og skøn feedback, mange tak for det :)
Kærlig hilsen
Ann-Christine
Hej AC
Det ligner en dejlig nem opskrift. Hvis man nu ikke lige har æbler i haven, hvilken sort vil du så anbefale at købe?
Jeg så du på din æblegrødopskrift, at du havde skrevet noget med granola og skyr. Jeg er ikke så ferm i et køkken så jeg tænker den nemme udgave med æblegrød, havregrynsknasen og skyr – dvs uden creme og granola. Skal skyren røres op med vanilje og kan man evt blande skyr og flødeskum sammen så det ikke bliver alt for sundt, eller bliver det mærkeligt?
På forhånd tak for tips og tak for en skøn blog!
Mvh Line
Hej Line,
Jeg kan godt lide fx royal gala – men køb blot dem du bedst kan lide.
Mht at blande skyr og flødeskum, så ville jeg lade dem være i hver sit lag hver for sig i stedet – men ellers er det endelig blot at prøve sig frem om det smager godt :) Vanilje og skyr er også godt sammen, som du foreslår.
Tak for din søde hilsen og rigtig god fornøjelse
Kh AC
Hej
Tak for en fantastik bolg! Jeg tjekker altid din for opskrifter først, før jeg søger andre steder. Det er altid godt, det du kommer med.
Kan man lave noget af dette i forvejen, evt. Dagen før?
Tusind tak, Jane – hvor er det dejligt at høre ♡
Du kan fint lave både æblemos og knas i forvejen
Tak for din søde hilsen og rigtig dejlig dag og weekend til dig
Kh AC
Skrællede æbler…. går jeg ud fra?
Tak, i øvrigt – klart min største favorit-madinspirations-blog :-)
God weekend
Jeg er netop igang med at lave knas. Syntes dog ikke rigtig de 2 spsk sirup kan samle havregryn og nødder. Bliver de mere sprøde når det hele kommer af panden ? 😊
Ja, det hele bliver sprødt og lækkert på panden, når det ristes. Jeg synes det bliver for sødt med mere sirup, men juster endelig til efter din smag
Rigtig glædelig jul
Kh Ann-Christine
Ja :) Men det går også fint med uskrællede, så bliver det bare en mere grov grød.
Og tusind tak, det er dejligt at høre ♡
Dejlig mandag til dig
Kh AC