Valdemarsro https://www.valdemarsro.dk/smaa-glimt-og-lidt-om-frugternes-konge/

Små glimt fra Singapore – og lidt om frugternes konge

frugt_asien
Her i Asien har vi spist mange – for os – nye frugter. Vi nyder de friske eksotiske varianter, som bare smager så meget bedre, når de er friskplukkede og også alle de nye varianter som slet ikke fåes hjemme i Danmark. Blandt de nye favoritter er dragefrugt, litchi og mangostan og papaya, som vi ellers ikke har spist særlig ofte hjemme i Danmark.
Og så er der durian … Den har jeg glædet mig til at smage. Og frygtet lidt at smage, må jeg indrømme. Jeg kan ellers kan lide stort set alle gode råvarer, men denne frugt har lidt et rygte og deler folk i to lejre. De der er vilde med den og de der ikke kan udstå den.

Durian kaldes frugternes konge og er en yderst populær frugt, samt en ret vigtig spise på disse kanter, da frugten har en meget høj ernæringsværdi. Ulemperne er specielt lugten, som mildt sagt er temmelig markant og for en del er også smagen ret uovervindelig. Faktisk så er durian pga lugten forbudt på mange hoteller, for den er nærmest umulig at fjerne igen.

Vi har trukket den lidt med at smage durian, men i sidste uge skulle det være. Hvis vi blev vilde med durian, ville vi nemlig så have et par uger mere til at nyde den inden vi rejser hjem til Danmark igen.

Vi må desværre melde os i lejren, for de der ikke er durian-fans. Vi har indtil videre smagt den rene frugt og prøvet en chokolade med durian. Jeg kan stadig med lethed genkalde både lugt og smag ;) Men vi giver ikke så let op og vil lige give den én chance mere, så forude venter en smagning mere af den rene frugt og derudover en durian is – som også er pænt populær her i varmen. Er spændt på om vi bliver overbevist.

Har I mon smagt durian?

Nu til et par andre små glimt fra den sidste uges tid. En uge som blandt andet har budt på fødslesdagsfejring (af mig) i Singapore, af et par skønne dage i Melaka og altsammen fortæller jeg også mere om i løbet af den kommende uge.

Rigtig god mandag til jer, jeg håber I får en god en af slagsen ♥

blaaogpudder

– Smuk lyserød og blå i samspil – jeg er fristet til at få flere farver i vores indretning –

iskaffe

– God frokost og kaffe den sidste dag på Bali –

botanisk-have– Julie er mindst lige så glad for at fotografere som jeg er,  her på sommerfuglejagt i botanisk have –

issandwich

– Is sandwich i Haji Lane, Singapore ♥ Lignende iskage opskrift her

 

23 kommentarer
  • Tom Chresten Bregnhøj skrev:
    9. november 2023 kl. 13:17

    Hej,
    Jeg har smagt Durian med bind for øjnene (På en tur fra Singapore til Indonesien). Det var en konkurrence om at spise et stykke af noget ukendt og med bind for øjnene. Virkelig dårlig garagehumor!!! Jeg havde nær kastet op.
    Mine kolleger fra Malaysia elsker Durian og jeg blev lidt flow over min reaktion.
    I Singapore er der et bestemt sted i Chinatown, hvor de har lov til at sælge Durian. Vi gik forbi og man kan lugte Durian over 20 meter væk i alle retninger.
    Jeg har lovet mig selv og kollegerne, at jeg vil spise en Durian isdessert næste gang vi kommer til Singapore.
    Kan være jeg skal igennem en renselsesproces inden hotellet lukker mig ind igen

    • Ann-Christine skrev:
      9. november 2023 kl. 20:06

      Skøn historie :)
      Tak for at dele
      Kh Ann-Christine

  • Henning skrev:
    14. december 2022 kl. 09:38

    jeg har smagt durian og det er det rene bræk – den smager afskygeligt – har prøvet både rent og som is

  • Michael W Hansen skrev:
    9. december 2016 kl. 16:45

    Hejsa,
    Har smagt Durian og er ikke den store fan. Har dog en anden lille oplevelse omkring frugten der går tilbage til 1995, hvor jeg læste på en videregående uddannelse og skrev en af mine opgaver i Bangkok. Her fik jeg en hel del praktisk hjem fra en dansk forretningsmand, som min far kendte. Som tak tog jeg en gave med hjem til ham og hans firma (samt en Durian) fra Bangkok. Det sidste skulle jeg nok ikke have gjort. Alt tøj, der lå i samme kuffert skulle vaskes et par gange før det var godt igen. Da jeg kom på besøg i den pågældende virksomhed med min gave, gemte jeg Durianen bag et skrivebord. Der gik kun få minutter før folk på kontoret begyndte at spørge til lugten. Da frugten blev fundet vakte det stor juble hos “forretningsmanden”. I Bangkok havde vi nemlig diskuteret at tage en Durian med til Danmark, men var ikke sikker på at det gik. Det gjorde det! Jeg har efterfølgende set forbud mod at tage dem med i fly.
    Tak for gode opskrifter på din blog.

    • Ann-Christine skrev:
      11. december 2016 kl. 21:49

      Sikke en skøn fortælling om den karakteristiske frugt.
      Jeg har også set forbud mod at have dem med på hoteller osv – for lugten er vist næsten ikke til at slippe af med, hvis den først har sat sig fast ;)
      Tak for at dele din gode historie
      Kh AC

  • June skrev:
    15. marts 2016 kl. 15:28

    Tak for sådan en fantastisk guide til Bali, for en som mig der snart tager min jomfrurejse dertil! Jeg vil høre hvad det er du tager alle dine fantastiske billeder med?

    • Ann-Christine skrev:
      16. marts 2016 kl. 10:39

      Ihh, hvor lyder det skønt!
      Rigtig god rejse til dig <3
      Jeg bruger et Nikon d7100 til mine billeder her på bloggen
      Kh AC

  • Tulip skrev:
    29. april 2015 kl. 08:06

    Det lyder godt nok som en noget speciel frugt, den gad jeg godt at prøve. Hvor ville jeg gerne smage helt frisk litchi, det må smage fantastisk. Det skulle ikke undre mig, hvis Julie gik i dine fodspor :)

    • Ann-Christine skrev:
      29. april 2015 kl. 13:55

      Frisk litchi er SÅ godt!
      Og durian … det er en oplevelse ;) Jeg tror også at jeg godt kunne få mig en partner in crime der. Ret hyggeligt!

  • Sandra skrev:
    28. april 2015 kl. 07:48

    Tak for en dejlig positiv og inspirerende blog.
    Jeg nyder at se dine beskrivelser om jeres fantastiske rejse og ikke mindst de sindsygt flotte billeder du tager.
    Tak for det :0)
    De bedste hilsner
    Sandra

    • Ann-Christine skrev:
      28. april 2015 kl. 17:59

      Tusind tak, Sandra – det er jeg rigtig glad for at høre, så mange tak for at den søde hilsen!
      Kh AC

  • Katja - homemade handmade skrev:
    27. april 2015 kl. 11:16

    Dejligt at læse om dine oplevelser i Asien :-) Har selv boet i Singapore i halvandet år.
    Fik aldrig taget mig sammen til at smage Durian i ‘rå’ udgave, men bland andet i kage, da jeg også synes man bør smage og gi’ tingene en chance. Får det stadig dårligt når jeg tænker på både smagen og især lugten og må erkende, at det er en frugt jeg bare aldrig vil få smagen for :-).
    Venlige hilsner, Katja

    • Ann-Christine skrev:
      28. april 2015 kl. 17:55

      Jeg kan godt genkende det du beskriver – måske er det noget genetisk, om man kan tolere lugten eller ej. Nogle dufte/lugte tricker bare mere hos nogle end hos andre.
      Jeg har det også pænt anstrengt med duften af durian ;) Men skal altså lige prøve igen … :)

  • Lotte Hansen skrev:
    27. april 2015 kl. 10:23

    Tak for fine og sjove fortællinger fra Østen. Drømmer mig i jeres sted hver gang jeg læser nyheder fra jer.

    Jeg har hørt, at voksne skal smage den samme ting 35 gange før ens smagsløg har vænnet sig til det. Måske det er det der skal til mht. til frugten?

    God fornøjelse og fortsat god rejse.
    vh. Lotte

    • Ann-Christine skrev:
      28. april 2015 kl. 17:53

      Tusind tak, Lotte – det er dejligt at høre at det er en fornøjelse at følge med – lige som det er en kæmpe fornøjelse at rejse :)
      Jeg har godt hørt noget om et vist antal, men jeg tror næppe at jeg lige med durian kan overkomme at give den 35 chancer … jeg kan ellers lide stort set alle råvarer, men denne er ret så speciel
      Kh AC

  • Mette Rasmussen skrev:
    27. april 2015 kl. 09:30

    Hejsa,
    jeg er vild med din blog og bruger ofte dine opskrifter til inspiration.
    For ca. 6 år siden boede jeg i Singapore i godt et halvt år, men fik aldrig smagt durian. Lugten tog lysten fra mig hver gang! Men smagte heldigvis så meget andet lækkert og spændende.
    Det er sjovt at følge med i jeres eventyr! Håber jeres sidste uger ‘på farten’ bliver fantastiske.
    Rigtig god rejse!
    Mvh. Mette

    • Ann-Christine skrev:
      28. april 2015 kl. 17:49

      Jeg synes også den er ret så påtrængende i lugten – mildest talt ;)
      Tusind tak for din søde hilsen, jeg glæder mig så meget til at komme med mange nye opskrifter når vi snart er hjemme igen.
      Kh AC

  • Dorte skrev:
    27. april 2015 kl. 09:29

    Jeg har også Durian frugten til gode – spændende om I bliver overbeviste:-) – og dejlige glimt. Kh Dorte

    • Ann-Christine skrev:
      28. april 2015 kl. 17:47

      He he, det er jeg også spændt på om vi gør (jeg tvivler, men jeg lader tvivlen komme den til gode ;)

  • Nadia Munch skrev:
    27. april 2015 kl. 07:31

    Hejsa
    Havde skrevet en kommentar i et ældre indlæg, men øv det forsvandt:(
    Prøver igen..
    Som jer rejste vi også for år tilbage ( i gamle dage ville min ene datter nok ha ment) og besøgte Malaysia sidste sommer igen. Langkawi kan stadig anbefales og oplev endelig “bjergbanen”. Penang besøgte vi også tidligere, glæder mig til at høre hvad der er sket der.
    KL var vi i af flere omgange. Lidt tips: Centret ved Petronas er godt og leder man lidt finder man deres foodcourt hvor ALLE asiatiske lande er repræsenteret og hvor de lokale spiser. Der er en rigtig fin park med stor legeplads og stor “plaske/badebassin”. Om aftenen er der springvandsshow i farver, rigtig fint. KL Tower er en fin oplevelse, der er shuttlebus fra hovedvejen og næsten ingen mennesker fra morgenen af.
    Endnu en gang TAK for de dejlige rejseindlæg, herligt at følge jer. Hvornår er det nu I vender næsen hjemad igen? Fortsat rigtig dejlig rejse og NYD den sidste del.
    Åh ja min søster viste os også sådan et meget lokalt indkøbscenter, hvor vi købte punge,ure, solbriller til absolut ingen penge, må lige høre hende hvad det hed..(Hvis nu der skulle lidt med hjem til familie og venner).

    • Ann-Christine skrev:
      27. april 2015 kl. 08:21

      Æv, men tak for at du gider skrive igen (og skønt at det virkede 2. gang)
      Tusind tak for alle de fine KL og Malaysia tip. Det er jo virkelig lækkert med gode anbefalinger.
      Vi glæder os meget til at opleve det hele. Vi har lige 3 uger endnu, og så går turen hjem til Danmark – vi storglæder os til at komme hjem, men nyder stadig også rigtig meget at være afsted, og den sidste del på rejsen bliver spændende og vi er i gang med at researche på lækre oplevelser :)
      Kh AC

      • Nadia Munch Dürrler skrev:
        28. april 2015 kl. 10:58

        Hej igen

        Centeret ved Petronas hedder Suria.
        Det andet lokale center hedder Plaza GM i Chow Kit.

        Lidt tips fra min søster:
        Tip til lækker lokal mad:
        Suzi’s Corner
        Kampung Desa Pahlawan
        KL

        Kinesisk mad:
        Jalan Alor ved Pavillion (Center)

        Glæder mig til eksotiske opskrifter når du sætter fødderne i dit eget køkken igen (og også til dine gode “danske” opskrifter).

        Faktisk har vi hjemme taget jeres “3 gode ting fra dagen” med ved aftensbordet. Godt for alle og det er nu børnene der holder fast i at det skal vi:-) Så tak for det gode tip.

        Go dag, ja aften er det jo ved at være hos jer:-)

        Nadia

        • Ann-Christine skrev:
          28. april 2015 kl. 18:04

          Hej Nadia,
          Hvor dejligt med tips. Vi har netop bestemt at bruge næsten en uge i KL :) så der er god tid til at opleve byen.
          Jeg glæder mig altså også helt vildt til at lave opskrifter (og hjemmelavet mad) igen. Og ikke mindst til at dele det hele her på bloggen – min motivation er helt i top ;)
          Og hvor dejligt at I har taget tippet til jer med de tre gode ting – her er det også Johan og Julie der minder os om ritualet nu. Det gør mig så glad at de er vilde med det :)
          Rigtig god aften til dig også. Her er det ved at være nat nu, så må hellere lukke ned for nu ;)
          Kh AC

Skriv en kommentar
Har du spørgsmål til opskriften, kan du finde de fleste svar her: Oftest stillede spørgsmål til Valdemarsro opskrifter >>

Din emailadresse vil ikke blive offentliggjort.