– Fødselsdagskagen til Johan og Julies fødselsdagsfest for familien blev bagt af denne lækre chokoladekage to dage før, og på dagen smurt med chokoladeganache og toppet med søde jordbær og blåbær –
♥
Vi har haft en fantastisk dejligt weekend og pinse, som har været fyldt op først og fremmest af fødselsdagsfejring og derefter bare tid til ren hygge i haven og tilmed helt enormt god tid til både små projekter og til at krybe sammen i den lille sofa og læse ‘Ronja Røverdatter’ for Johan og Julie.
I fredags havde vi inviteret Johan og Julies børnehave til børnefødseldagsfest og lørdag kom familien til fødselsdagsfest. Det har altsammen bare været så hyggeligt, sjovt og rart. Johan og Julie havde en skøn fødselsdag og det var så dejligt at samle familien efter ikke at have set hinanden så længe.
De sidste to dage har vi haft solskin og mildt pinsevejr, og har derfor nærmest levet udendørs i haven det meste af dagene. Vi har nærmest med et snuptag færdiggjort et par projekter, som har virket helt uoverskuelige at komme i gang med, men som ingen tid tog, da vi gik i gang. Sådan et par udendørsdage har virkelig været gode til rigtig ‘at lande’ herhjemme i rækkehuset og i Danmark igen.
– Og ikke mindst tusind tak for den varme velkomst både her, på facebook og på instagram – det er altså også rart at være tilbage til hverdagsbloggerierne, opskrifterne og alle de andre små og store ting, der er sjove at skrive om.
– De traditionelle fødselsdagsboller med en god smag af kardemomme –
– Pølsehorn til børnefødselsdagen er et hit –
– Vi har bagt den lækre luftige brunsviger og lavet den til en kagedreng og en kagepige, som Johan og Julie selv fik lov at pynte. Opskriften på brunsviger er at finde i min bog “Opskrifter og små glimt af hverdagslykke” –
– Det fine resultat ;) –
– Vi har været heldige med pinsevejret og de sidste to dage har vi nærmest levet i haven –
Rigtig dejlig tirsdag til jer alle sammen. Jeg kigger ind forbi bloggen igen lidt senere i dag, med en dejlig og sund opskrift på “aubergine pizza”
Har du spørgsmål til opskriften eller lyst til at sende en sød hilsen, så kan du skrive til mig i kommentarfeltet herunder.
Du kan måske finde svaret på dit spørgsmål i kommentarfeltet, hvis det allerede er stillet og besvaret - eller du kan kigge på denne side, hvor jeg giver svar på mange 'ofte stillede spørgsmål' til min opskrifter.
Hvor er de fine kagepynteting fra? :)
De er købt i Tiger og Søstrene Grenes
Mange tak! Jeg må på udkig :)
Mums, hvor lækker kan inspiration dog være;-)
Vi skal snart holde børnefødselsdag, og jeg er lidt hooked på både chokoladekagen og brunsviger-kage m/k’erne.
Bliver chokoladekagen (endnu) mere lækker af at blive bagt to dage før frem for dagen før, synes du?
Og hvad siger børnene til kaffe-inputet – er de helst foruden, eller fungerer det fint?
Stort velkommen hjem – du har været savnet;-)
Mange gode hilsner!
Tusind tak :) Jeg synes faktisk ikke den tager spor skade af at stå en ekstra dag, men det gør heller ikke den store forskel – så det kan fint tilpasses så det passer bedst ift planlægningen. Johan og Julie har slet ikke kommenteret på kaffen, men den smager heller ikke meget igennem, men understreger blot chokoladesmagen.
Og tusind tak – det er rart at høre :)
Hej :)) Helt fantastisk blog.. & super lækre opskrifter.. Tænker på hvad er chokoladeganache, som er brugt i denne chokoladekage :)) er der en opskrift eller har jeg overset det :) TILLYKKE TIL JULIE & JOHAN?Kh. Liselotte
Tusind tak for de søde ord og for lykkeønskningerne, Liselotte :)
Jeg har lavet en variation af denne opskrift: http://www.valdemarsro.dk/pandekagelagkage-med-chokolade/ denne gang har jeg brugt en mælkechokolade, kaldet Caramelia fra Valhrona, den er super lækker til kagen og jordbær
Kh AC