Valdemarsro https://www.valdemarsro.dk/min-basis-krydderisamling/

Min basis krydderisamling

basiskrydderihylden

Min krydderiskuffe åbnes og lukkes jævnligt i løbet af dagen. Kanel, vanilje, kardemomme og lakrids findes frem flere gange til både morgen, eftermiddag og snacksstunder – lige som spidskommen, chili, timian, salt og peber er uundværlige følgesvende i mit hverdagskøkken.

Et par søde læsere har spurgt, om jeg ikke vil dele mine basiskrydderier her på bloggen og det synes jeg var en fantastisk ide! For jeg ville elske at gå på opdagelse og blive inspireret af hvad andre har i køkkenskufferne, så det er helt sjovt lige at dele lidt den anden vej. Jeg har måske en lidt minimalistisk tilgang til det med krydderier, for jeg har ikke skuffen fyldt af alt muligt forskelligt og har fx ikke flere typer af karry og erstatter også gerne oregano med fx. timian. Jeg holder meget af, at de ting vi har, det er også ting der bliver brugt – det gælder både krydderiskuffen, køkkenenskufferne og vores hjem i det hele taget. Når det kommer til krydderier, så har det også den fordel, at krydderierne mister en del af deres aroma og gode smag, når de ligger for længe i køkkenskufferne.

Jeg elsker god kvalitet og god smag i krydderiskuffen og så tænker jeg også lidt over, at krydderierne udover at krydre maden, indeholder en masse god næring og mineraler til kroppen. Jeg køber så vidt muligt økologiske krydderurter og er ret glad for Urtekram, Mill & Mortar og diverse helsekost mærker.

Mit basis ‘must have’ krydderi lager:

  • Salt – jeg elsker Maldon flagesalt og bruger den til alt
  • Hele peberkorn, som kværnes friskt, når de skal bruges.
  • Kanel – jeg bruger kanel fra Ceylon eller Sri Lanka. De kan købes i helsekostbutikker og urtekram har også en. Cassia kanel er en lidt billigere kanel og det er også den der advares mod, når man taler om skadelige mængder af kanel, da den indeholder meget kumarin. Jeg bruger en del kanel, og foretrækker derfor Ceylon eller Sri Lanka Kanel, og så synes jeg de er lidt mere aromatisk end cassia kanel.
  • Kardemommekapsler eller stødt kardemomme
  • Lakridsrodspulver
  • Rålakridspulver
  • Spidskommen
  • Koriander
  • Chiliflager
  • Cayennepeber
  • Karry
  • Garam Masala
  • Gurkemeje
  • Tørret timian
  • stødt ingefær – jeg erstatter det ofte af revet frisk ingefær
  • Muskatnød
  • Vaniljestænger og hjemmelavet vaniljesukker
  • Bagepulver og Natron
  • Hel stjerneanis

Derudover bruger jeg dagligt eller flere gange ugentligt smagsgivere som; honning, dijonsennep, æbleeddike, soya, fishsauce, teriyaki og forskellige olier.

Udover de nævnte krydderurter, så har jeg anrettet et krydderurtehøjbed, hvor vi om sommeren har frisk salvie, purløg, basilikum, persille, dild, koriander, oregano, rosmarin, timian og mynte i haven. Hvis man har en lille altan eller et lille udendørs område, hvor man bor, så kan det varmt anbefales at bruge pladsen på friske krydderurter – ellers er vindueskarmen også et fint sted til dyrkning af egne krydderurter.

Det kunne være sjovt at høre, hvilke ‘must have’ krydderier I har i skufferne …

basis-krydderier

27 kommentarer
  • Dorte skrev:
    23. februar 2022 kl. 18:12

    Hej
    Jeg synes ikke jeg kan finde en god karry. Der skal ikke være alt for mild. Hvilket mærke bruger du 😀
    Mvh. Dorte

    • Ann-Christine skrev:
      24. februar 2022 kl. 14:38

      Hej Dorte
      jeg køber min hos Asa Spice i deres webshop. Deres krydderier er friske, øko og lækre + deres karry varianter smager af noget og kan vælges i flere styrker.
      Jeg er sikker på at du kan finde en god en der :)
      Kh Ann-Christine

  • Dorte skrev:
    14. november 2020 kl. 08:17

    Hej AC
    Bruger du kardemomme kapsler hele??
    Altså støder hele kapslen i en morter??
    Kan se , du i en opskrift har skrevet frøene derfra???
    Og hvor ved du hvor mange kapsler der går til en tsk stødt kardemomme??
    Lige lidt mange spørgsmål😊
    God dag
    Hilsen Dorte

    • Ann-Christine skrev:
      16. november 2020 kl. 10:30

      Hej Dorte
      Ja, det gør jeg. Har for nyligt købt en lille kaffekværn til at male krydderierne i, det er så lækkert.
      – eller jeg køber en god stødt kardemomme, gerne hos AsaSpice.dk, de har gode friske krydderier
      Jeg vil tro der går omkring 7-10 kapsler til 1 tsk stødt
      Kh Ann-Christine

  • Henriette Stengaard skrev:
    4. juni 2014 kl. 14:39

    Tjekkede lige efter :)
    jeg har også hel allehånde, laurbærblade, sort kardemomme og enebær.
    I fryseren har jeg kafir limeblade – meget bedre end tørrede.
    I min sydvendte vindueskarm: en chilliplante og som altid en megastor basilikum.
    I krukker: 4 slags timian, rosmarin, oregano, salvie, purløg, estagon og en mynte.
    Hilsen Henriette

  • Henriette Stengaard skrev:
    4. juni 2014 kl. 11:58

    Min krydderiskuffe er stor!
    I går modtog jeg en bestilling fra Specialkøbmanden med brændt malt, safran (Uundværligt) og muskatblomme, som jeg glæder mig til at prøve.
    Jeg har også hele sennepskorn, brune, sorte og gule, sennepspulver, bukkehornsfrø – ja jeg laver selv curryes :) jeg har også alm. gult madraskarry, da familien nægter at spise boller/kylling i karry med min hjemmelavede :)
    Fennikelfrø er fantastiske til alt fisk.
    Hel koriander og flere slags peber.
    Jeg har en kaffekværn til at male mine krydderier med – har opgivet min morter – min bamix har også en fantastisk krydderikværn, men kaffekværnen er mere overkommelig økonomisk.

    • Ann-Christine skrev:
      5. juni 2014 kl. 12:18

      Uhmm, jeg kan næsten dufte din krydderisamling :) Lækre ting. Jeg har selv lige bestilt en masse skønt fra ASA krydderier, som jeg glæder mig til at få leveret. Kender du mon det? asaspice.dk
      Jeg er også ret glad for specialkøbmanden, men havde da ikke lige tænkt på at de også har krydderier. Det må jeg huske! :)

  • Maria skrev:
    8. april 2014 kl. 21:23

    hey, kom til denne side da jeg søgte en nem måde til at holde styr og orden på krydderierne, men den popper op med alt muligt andet…

    Hvor køber man det bedste rå lakrids pulver som er ok billigt??

    vh maria

    • Ann-Christine skrev:
      9. april 2014 kl. 09:02

      Hej Maria,
      Det ved jeg desværre ikke, jeg bruger varianten fra Johan Bülow. Den er ikke ligefrem billig, tilgengæld er den super god og sådan en bøtte holder i månedsvis herhjemme :)
      Kh Ann-Christine

  • Jette Bregenov skrev:
    30. marts 2014 kl. 18:11

    Kære Ann-Christine

    Jeg forstår ikke, hvorfor jeg ikke mere modtager din mail med madplan, har ikke modtaget nogen siden uge 11.

    Har tjekket min profil og alt er ok. Øv – jeg synes altid det er spændende at se hvad du finder på, ved godt, at jeg selv kan finde den, men det er så hyggeligt, når den dumper ind i indbakken.

    Håber på din hjælp – hilsen Jette

    • Ann-Christine skrev:
      31. marts 2014 kl. 07:17

      Kære Jette,
      Tusind tak for din mail. Jeg er glad for at høre at du var glad for mine mails!
      Jeg har overvejet en del hvordan jeg fik dem sat sammen med højest mulig værdi for modtageren – og synes ikke jeg havde fundet den rette løsning for mig, og så har jeg simpelthen haft så travlt med andre ting de sidste uger, så jeg har nedprioriteret det lidt.
      Jeg skal lige finde ud af hvad jeg gør bedst og så skal jeg nok vende tilbage i din indbakke på et tidspunkt :)
      Kh Ann-Christine

  • Mor skrev:
    6. marts 2014 kl. 10:01

    Her er oregano helt uundværlig når vi spiser pizza. Og ligesom jeg skulle til at skrive det samme om basilikum til en pastaret.. så er vi jo mere ovre i krydderurter..
    Stødt paprika, både mild og den stærke rosen er et must i min skuffe.
    Frisk ingefær og frisk chilli i små stykker er bare så godt i gryderetter sammen med gulerødder, der giver lidt sødme.

    • Ann-Christine skrev:
      6. marts 2014 kl. 11:26

      Det er så dejlige krydderurter, men jeg tror måske at årsagen til at jeg ikke har dem i skuffen, er fordi jeg elsker dem særligt om sommeren, når de er friske. Og frisk ingefær er også et musthave i vores køleskab.

  • Sarah skrev:
    6. marts 2014 kl. 08:11

    Uhhh elsker krydderier, og specielt vanilje har en stor plads i mit hjerte.
    Kardemomme kan jeg ikke undvære, og er nogle gange lidt for god til at komme det i mine boller :) og så har jeg også gurkemeje og lærte at bruge det for at gøre boller og andet bagværk gult (et hit hos de 3 krudtugler) lidt ligesom safran, men uden safran smagen, den var drengene ikke glade for, selvom jeg elsker det…..
    Kan kun sige du må prøve Urtekrams krydderblandinger, synes der er nogle gode imellem. Og så har vi altid chili, kan ikke undvære det i madlavningen :)
    Jeg er så en af de få der ikke bryder mig om lakrids :), men har urtekrams lakridsrodspulver, så krudtuglerne kan få lakridsmandler :)

    Kh Sarah

    • Ann-Christine skrev:
      6. marts 2014 kl. 11:24

      Hvis jeg skal vælge en enkelt af deres blandinger til at starte med, er der mon så en du særligt vil anbefale?
      Jeg e l s k e r også kardemomme i hjemmebagte boller, det er så hyggelig en duft og dejlig smag :) Vil prøve at bage gule gurkemejeboller snart
      Kh AC

      • Sarah skrev:
        6. marts 2014 kl. 12:37

        Jeg er rigtig glad for deres All-round krydderiblanding og også deres Kartoffel krydderi bruger vi, ikke nødvendigvis til kartofler, er også rigtig godt til al mulig andet :)
        Gule gurkemeje boller er et hit :)
        Tror der skal bages kardemommeboller i weekenden…..

        Kh Sarah

        • Ann-Christine skrev:
          6. marts 2014 kl. 21:01

          Dét må prøves – tak for tippet :)
          Kh AC

  • Helena skrev:
    5. marts 2014 kl. 22:53

    Jeg har stort set de samme krydderier, men nogle af dem f.eks. spidskommen, koriander og stjerneanis har jeg kun af og til og bruger jeg kun i små mængder (jeg kan ikke lide, når det smager for meget af det). Jeg savner paprika og tørret oregano på listen, hvis jeg ikke har overset det. Jeg elsker paprika og lige med paprika har jeg både den milde og stærke rosen.

    • Ann-Christine skrev:
      6. marts 2014 kl. 11:22

      Paprika er også dejlig – det er sådan lidt i perioder jeg bruger det, men det er ikke et must have for mig og oregano erstatter jeg faktisk ofte med timian, selv om oregano også er dejlig og indimellem finder vej til min krydderiskuffe. Til gengæld er spidskommen helt uundværligt for mig.
      Det er dejligt og inspirerende, at smag og behag er så forskellig

  • Anne-Marie skrev:
    5. marts 2014 kl. 19:03

    Fennikelfrø har jeg haft i gemmerne, siden jeg skulle over til Staden og finde det. Det er heldigvis blevet nemmere nu, men det er bare så lækkert friskkværnet i brød o.lign. Det har jo nok også været den spæde start til at komme lakridssmag i maden.
    Lakridsrodspulver har jeg købt for nylig, men ikke prøvet endnu. Hvor bruger du det?

    Enebær har jeg også altid. Det smager så skønt med enebærgryde, laver en lettere variant end Karolines, altså mindre fed, men den er også let.

    Har forresten lige fået et nyhedsbrev fra Coop, hvor urtekrams ægte kanel var i dåse, så måske vi skal se os godt for fremover.

    Kærlig hilsen
    Anne-Marie

    • Ann-Christine skrev:
      5. marts 2014 kl. 19:35

      Jeg bruger rigtig ofte lakridsrodspulver i smoothies, snacks med mandler, bananpandekager osv. Her er faktisk en del opskrifter med lakridsrod på bloggen.
      Enebær er jeg faktisk ikke så fortrolig med, men det kunne da være en udfordring at blive og fennikel bruger jeg ofte frisk med sjældent frøene – det kunne jeg også gøre lidt mere … der er plads til nye udfordringer ;)
      Den kanel jeg plejer at købe fra Urtekram har faktisk også været udsolgt i Brugsen på det sidste, måske den skifter emballage … Godt du lige nævner det, for så vil jeg lige holde øje med nye emballager og måske et nyt mærke også
      Kh Ann-Christine

  • Bettina Brogaard skrev:
    5. marts 2014 kl. 13:34

    Hej
    Jeg undrer mig over at min kanel fra Urtekram er cassiakanel

    • Ann-Christine skrev:
      5. marts 2014 kl. 16:58

      Urtekram har to forskellige varianter. Den jeg køber er varianten i glas og er ikke cassia kanel, men ja, jeg mener den anden variant er …

  • LunaBærmonster skrev:
    5. marts 2014 kl. 11:29

    Min krydderiskuffe er vist heller ikke langt fra din. En god salt og peber, chili, spidskommen, karry, røget paprika (skønt krydderi, der kan bruges til at give samme røgede smag som bacon), herbes de provence (som jo egentlig bare er en blanding af en del af de krydderurter, jeg gerne har både friske og tørrede), hel kardemomme, vaniljestænger, kanel, muskat, gurkemeje, cayenne, sennepsfrø osv. osv.
    Krydderier og krydderurter er fantastiske, når man bruger dem med omtanke, så de passer til retten.

    • Ann-Christine skrev:
      5. marts 2014 kl. 19:27

      Uhm, ja røget paprika er den upcoming favorit i min skuffe. Jeg har ikke haft den tidligere, men købte en for nyligt og bliver gladere og gladere for den – den kunne godt gå hen og blive et ‘must have’

  • Anne skrev:
    5. marts 2014 kl. 11:22

    Hej Ann Christine

    Min krydderiskuffe ligner vist lidt din. Den er dog også suppleret med Urtekrams krydderiblandinger: Allround krydderi, Italiensk krydderi, cajunmix osv. Har altid haft vældig modstand mod disse blandinger, men når det er af så god kvalitet som Urtekrams, så holder det:-)
    Skøn dag til dig og tak for din dejlige blog.
    Mange hilsner Anne

    • Ann-Christine skrev:
      5. marts 2014 kl. 19:26

      He he, jeg har det lige på samme måde med de krydderiblandinger, men har flere gange overvejet urtekrams. Men nu frister de da lidt igen, hvis du siger de er gode ;)
      Tak for din søde hilsen :)
      Kh AC

Skriv en kommentar
Har du spørgsmål til opskriften, kan du finde de fleste svar her: Oftest stillede spørgsmål til Valdemarsro opskrifter >>

Din emailadresse vil ikke blive offentliggjort.