Hyldeblomst vodka
Hyldeblomst vodka til lækre sommercocktails eller til at gemme og bruge som en rigtig skøn ‘snaps’ til julefrokosten.
Man kan alternativt også bruge en klar snaps i stedet for vodka – for en rigtig kryddersnaps, som jeg er sikker på vil falde i god smag til julefrokosten sammen med en sildemad – eller til en dansk udgave af det svenske krebsegilde.
Bare med pil selv fjordrejer og en hyldeblomst snaps til. Slet ikke en tosset ny tradition at starte op, tænker jeg.
Arbejdstid 5 min.
Antal 0.5 liter
Som medlem af VALDEMARSRO Premium får du adgang til en masse ekstra fordele, blandt andet kan du få billede med, når du printer opskrifter og undgå forstyrrende reklamer. Læs mere på Valdemarsro om alle fordelene.
Hyldeblomst vodka
- Version 1 - med pulp fra hjemmelavet hyldeblomstsaft
- pulp - så meget du har
- 0,50 liter vodka
- Version 2 - fra bunden
- 12 hyldeblomstskærme
- 1 øko citron, saft og fintrevet skal herfra
- 90 g sukker
- 1 dl vand
- 0,50 liter vodka
Føj til indkøbsseddel
Føj til favoritter
Hold min skærm tændt
Hyldeblomstvodka – version 1
Når du har lavet hjemmelavet hyldeblomstsaft og sigtet al den gode saft fra til at komme i glas – så er pulpen det, der er tilbage i sigten.
Kom hyldeblomstpulpen i et henkogningsglas, fyld på med vodka og lad det trække i 2-3 uger, hvor efter det sigtes og hyldeblomstvodkaen bruges til drinks eller som shots.
Vodka kan fint erstattes af snaps til en skøn hyldeblomstsnaps til julefrokosten – en rigtig damesnaps, har jeg ladet mig fortælle ;)
Hyldeblomstvodka – version 2
Ryst de friske hyldeblomstskærme fri for småkravl og klip alle stilkene af – stilkene skal ikke bruges.
Kog sukker og vand sammen, tilsæt citronsaft og skal og hæld det over hyldeblomsterne sammen med vodka i et henkogningsglas.
Lad det trække i 1 uges tid, sigt vodkaen og opbevar hyldeblomstvodkaen på rene skoldede glas med låg.
Hvis jeg synes at vodka-snapsen er lidt grumset – er der så et godt råd til hvordan man “klarer” den.
Jeg har lavet hyldeblomst-snaps i mange år, men jeg synes ikke jeg har oplevet at den er så grumset.
Hilsen
Kirsten
Aalborg
Hej Kirsten
Jeg vil tro du kan klare den ved at sigte den gennem et rent bomuldsklæde
Kh Ann-Christine
Tak for opskriften,
Skal det være i et tætsluttende låg, eller er det fint at den trækker de uger i en gryde med låg?
Det går nok fint, du kan evt lægge et stykke film over og derefter låg, så det holder lufttæt.
Vær opmærksom på at røre i det ca hver anden dag, hvis det ikke er dækket helt til med væde
God fornøjelse
Kh Ann-Christine
Hej,
min vodka/hyldeblomst gik fra at være meget lys, flot hyldeblomstsaft farve til her 2-3 mdr efter at være meget mørk i farven. Smager stadigvæk fint, men er det normalt at farven skifter
Mvh Alex
Det lyder til at den kan være iltet en smule. Hvis den smager dejligt, så tror jeg den er glimrende.
Kh Ann-Christine
Hej ?
Har prøvet mange af Jeres gode opskrifter, og nu også hyldeblomst vodka. Den smager temmelig bittert af citronskal. Kan det redes på nogen måde?
Hej Joan,
Tak for din søde hilsen og spørgsmål.
Bittert kan neutraliseres en smule med smagen af sødt, så du kan evt komme mere sukker i.
Prøv næste gang at undgå det hvide i skallerne, som beskrevet her i min opskrift på hyldeblomstsaft – der er stor forskel på hvordan vi hver især smager ‘smagen af bittert’ så det kan være du helt skal undlade de hele skiver citron i din saft.
Kh AC
Min vodka er begyndt at gærde. Det vidst jeg ikke at den kunne. Min saftevand fra samme omgang er stadig god. Kan jeg redde den?
Uh, det tør jeg ikke sige … desværre.
Kh AC
Vil jeg da prøve?skal det stå på køl og trække?
Hilsen Kristina
Hej Kristina,
Det behøver ikke stå på køl når det er blandet med vodka
Kh AC
Kan den trække for længe i “ pulpen”? Mvh Jannie
Det kan nok godt trække lidt bitter smag frem – men smager det glimrende og ser fornuftigt ud, så er der ingen grund til bekymring :)
Hvor længe kan sådan en snaps holde sig? Skal man lige skylle glasset med atamon eller?
Hilsen amatøren ?
Hej Kamilla,
Jeg bruger aldrig atamon og det er heller ikke spor nødvendigt i en opskrift som denne :)
Rengør blot glasset grundigt med vand og sæbe, og skold det derefter med kogende vand – så holder det sig glimrende flere måneder og nok også fint op til et års tid.
Rigtig god fornøjelse
Kh AC
Hej
Kan man bruge gin i stedet for vodka? :)
Ja, sagtens! Man kan også bruge snaps og lave en hyldeblomstsnaps til fx næste års påskefrokost :)
Piller du citronskiverne fra, eller er de med i vodkaen?
Jeg piller dem fra inden vodkaen hældes over.
Hej Ann-Christine
Jeg har lige set din opskrift på hyldeblomstsnaps, og man kan faktisk lave en udmærket saft og snaps på solbærblade, helt ligesom man laver hyldeblomstsaft og-snaps. Vi bruger saften til at blande med andre typer saft (solbær, ribs, hyldebær m. fl.), det giver sødme, og derefter hælder vi en flaske vodka over bladene, det smager bare skønt, og det bliver bedre med årene.
Venlig hilsen Jørgen
Mange tak for tippet, Jørgen – det lyder virkelig dejligt og som en snaps vi må prøve af. Vi har nemlig også masser af solbær i haven :)
Tak for at dele
Kh AC
Kender I også hyldeblomstvinen? Den har jeg lavet i gennem mange år. Af 1 liter hyldeblomster, uden grove stilke, bliver der knap 10 liter vin med en alkoholprocent på 12-14.
Blomsterne koges i 4 liter vand i 20 minutter. Si blomsterne fra og tilsæt yderligere 4 liter lunken vand og 2 1/2 kilo sukker samt 30 gram gær. Lad vinen stå og gære tildækket i 2-3 dage. Rør af og til, for at fremskynde gæringen lidt. Hæld vinen på flasker, som lukkes løst til og stilles et mørkt sted til omkring juletid. Så er gæringen helt slut, vinen har bundfældet sig og er fin og klar, lige til at drikke. Hos os er det en fast bestanddel af vores husapotek. Familien er overbeviste om at det kan tage enhver forkølelse i opløbet eller i hvertfald mindske ubehaget.
Ej, hvor det lyder skønt! Det var da et dejligt tip du giver her, som jeg bliver nødt til at prøve af.
Tak for at dele ♡
Hejsa,
I sommer, efter hyldeblomstsaftproduktion puttede jeg pulpen i et glas med en liter vodka og så stod det mørkt og køligt indtil 31/12 hvor jeg fandt det frem og siede det. Resultatet var en skøn koncentreret hyldeblomstvodka med smag af sommer. Den blev blandet med danskvand, citronsaft og lidt sukker og vi skålede i den skønneste drink da vi hoppede ind i det nye år.
Sikke da en skøn måde at skåle det nye år ind på. Det kunne jeg fint finde på at adoptere til en cocktail efter boblerne herhjemme :)
Jeg hoppede ombord i den svenske udgave med masser af hyldeblomster, citronskal og lidt honning. Resultatet er en lækker hyldeblomstvodka, som jeg tænker kunne være lækker i cocktails og drinks – men hvilke? Har du gode ideer?
Jeg synes den er lækker at drikke blot toppet med danskvand og masser af frisk mynte i glasset – men den kan varieres på adskillige måder med moste friske bær i glasset, blendet med rabarberkompot og fyldt på med danskvand osv. :)
Hej Ann-Christine. Stiller du blandingen i køleskabet i de 2-3 uger eller ?
mvh Rikke
Nej, jeg stiller den bare i et mørkt skab. Alkoholen konservere så super godt, så det er ikke nødvendigt med køl :)
Kan man evt. bruge en anden slags alkohol end snaps og vodka?
Jeg tænkte at prøve med mørk rom eller vil du mene, at det ville smage underligt?
Jeg tænker at det er endelig bare at prøve det af :)
Personligt vil jeg nok tænke at vores rom, som smager mørkt og lækkert af karamelnoter vil være for kraftig til, men det er jo altsammen en smagsssag og meget afhængigt af hvilken rom du har
Lad mig endelig høre hvordan det bliver
Kh AC
hej jeg har lavet hyldeblomster snaps af pulpen fra hyldebærsaft og brugt en 70 cl vodka og nu synes jeg den er for sprittet hvad kan jeg gøre? venlig hilsen Poul
Hej Poul,
Du kan enten komme lidt mere sukker i – hvis den skal drikkes ren – eller blande den op som en sommercocktail, som denne hyldeblomst/rabarbercocktail
Kh AC