Valdemarsro https://www.valdemarsro.dk/gulerodskage_opskrift/ Kager Kager og søde sager

Gulerodskage

En krydret, saftig og lækker gulerodskage, som smager virkelig skønt. Det er en dejlig kage, som holder sig skøn og frisk i et par dage.

Frostingen giver en herlig friskhed til den skønne kage. Jeg pisker den med syrlig citronsmag og vaniljekorn, som giver lidt syrlighed til den søde, saftige og krydrede gulerodskage. De fine vaniljekorn giver flotte prikker i frostningen og efter at frostningen har trukket natten over, er balancen mellem citron og den aromatiske vanilje blevet lækkert afbalanceret og smager virkelig skønt sammen.

Prøv også: min opskrift på banankage >>

Gulerodskage
Vil du gerne have billede på udskriften?

Som medlem af VALDEMARSRO Premium får du adgang til en masse ekstra fordele, blandt andet kan du få billede med, når du printer opskrifter og undgå forstyrrende reklamer. Læs mere på Valdemarsro om alle fordelene.

PT60MPT20M8
Ingredienser
  • 150 g smør, blødt og stuetempereret
  • 100 g sukker
  • 100 g brun farin
  • 4 æg
  • 200 g hvedemel
  • 2 tsk bagepulver
  • 1 tsk stødt kanel
  • 0,50 tsk salt
  • 275 g gulerødder, groftrevet
  • 50 g valnødder, hakkede
  • Citron- og vaniljefrosting
  • 125 g smør
  • 1 tsk vaniljesukker
  • 125 g flormelis
  • 125 g naturel flødeost
  • 0,50 øko citron, lidt saft og fintrevet skal
  • Til pynt
  • 1 gulerødder, i juliennestrimler
Udskriv
Føj til indkøbsseddel
Føj til favoritter
Hold min skærm tændt
Fremgangsmåde

Pisk smør, sukker og brun farin sammen, til det er luftigt. Pisk derefter et æg i ad gangen.

Bland hvedemel, bagepulver, kanel og salt godt sammen og sigt det i dejen. Rør dejen sammen og bland derefter også de revne gulerødder og hakkede valnødder i dejen.

Kom bagepapir i bunden af en springform på 20 cm i diameter, smør siderne med smør og kom dejen i. Bag den i en forvarmet ovn ved 170 grader varmluft i ca. 45 minutter.

Lad kagen køle helt af på en rist og pynt derefter med frosting.

Frosting
Pisk smør, vaniljesukker og flormelis sammen med lidt citronsaft, til det er hvidt og luftigt. Rør flødeost i og smør frostingen på kagen. Drys til sidst med fintrevet citronskal. Pynt med gulerodsstrimler.